Her er jeg!

Skriv en præsentation af dig selv. Måske har du en baggrund som andre kan identificere sig med?
Besvar
Vinterbarnet
Indlæg: 3
Tilmeldt: 17 feb 2010 14:24

Her er jeg!

Indlæg af Vinterbarnet » 17 feb 2010 15:10

Her er jeg!

22 år, mor og sammen med en dejlig mand. Har "normalt" job og lever et "normalt" liv.

En lang historie, kort. For godt 2 år siden, blev jeg mor til den skønneste lille bebs. Faderen til barnet, som i øvrigt var planlagt, havde jeg været sammen med i godt 2 år på det tidspunkt. De første måneder af vores forhold, var ganske ukomplicerede, men da vi flyttede sammen efter et år gik det ret meget i kage. Vi skændtes så det bragede konstant, men vi blev hvor vi var, for vi havde begge været desperate for at flytte hjemmefra.

Efterhånden udviklede han sig til lidt af en diktator - det kunne jeg ikke se. Han sugede al selvtilliden ud af mig, efterhånden som graviditeten skred frem. Til sidst var den stærke, til tider dominerende pige fuldstændig væk og jeg var bare hans "gulvmåtte". Det er svært at forklare hvad der skete, men kan bedst beskrives som psykisk vold.

Første gang, jeg sådan rigtigt tænkte, at der var noget galt, var i foråret 08. Jeg begyndte at blive invaderet af grimme billeder, tanker. Blev så angst for, at jeg ville "komme til" at skade min lille bebs på forskellige måder, voldeligt, seksuelt og sådan. Så er skrækken ligesom grundlagt!
:shock:

Barslen var et helvede, for jeg var jo bange for at være alene med bebs, men det var jeg jo alligevel hver dag. Angsten for at "komme til" at gøre noget fyldte meget, og jeg betroede mig til min kæreste (dumt) og min mor. Jeg kom til lægen, men han vidste ikke rigtigt hvad han skulle stille op, men sagde at det evt. kunne være sen efterfødselsreaktion. Lovede dog at sende liste over psykologer. Den kom aldrig.

Jeg kan egentlig ikke huske vildt meget, men tiden gik da, og der var rigtig gode perioder. Forholdet til mit barns far var uændret og i sommeren 08 gik jeg. Det passede ham ikke, og efter at han fandt ud af, at jeg faktisk mente det, hetzede han mig på alle måder indtil jeg gik ned i julen 08. Han brugte min angst mod mig og sagde, at jeg ikke skulle have vores datter, fordi jeg ville skade hende og bla, bla, bla.

D. 23/12-08 vågnede jeg op og havde det enormt underligt; kvalme og alt var bare "mærkeligt" (bedre kendt som min trofaste følgesvend siden, uvirkelighedsfølelsen). Min mor havde fødselsdag og tog derfor noget kvalmestillende og tog derud. Jeg havde det forfærdeligt. Så snart jeg så min mor, brød jeg grædende sammen. Jeg kunne ingenting, ikke engang forklare hvad der dog skete. Jeg fik vist sagt, at jeg bare var så træt. Hun tilbød derfor, at tage sig af mit barn, mens jeg fik sovet. Jeg gik op og forsøgte at sove. Min krop var fuldstændig ude af kontrol, min puls var fuldstændig ustyrlig, jeg svedte, jeg rystede - you know :)

Jeg stod op efter noget tid, da jeg slet ikke kunne sove. Jeg kom igennem dagen, rimeligt. Min uvirkelighedsfølelsen var (er) så klam. Mit barn og jeg tog hjem kl. 19.30 og da jeg havde puttet barn, gik det hele fuldstændig fløjten. Jeg var SÃ… bange og anede ikke hvad jeg skulle gøre, eller ikke gøre. Jeg VILLE ikke ringe til min mor, men det endte med, at jeg gjorde det alligevel kl. 22.30, for jeg kunne simpelthen ikke mere.

Hun kom springende, thank god, og tog os med hjem. Det blev starten på 3 måneder, hvor vi boede hos dem. Da vi kom hjem, talte vi lidt, men da min krop var fuldstændig gak, og jeg derudover ikke rigtig, kunne forklarede hvad der var galt, kom vi ikke rigtig videre.

Jeg gik i seng og efter fire timer faldt jeg i søvn. Jeg sov til tidligt om morgenen, og havde det bare endnu værre. Min puls var stadig helt oppe og ringe, og vi tog mit blodtryk (de har heldigvis et apperat), som var skyhøjt. Det samme var pulsen. Den lå omkring 140-150, selvom jeg kun havde gået fra sengen til en stol i køkkenet. Vi kontaktede vagtlægen, hvor jeg kom ind, og han kunne godt se, at jeg var skidt. Men igen, jeg kunne ikke forklare nærmere. Jeg kom derfor på med. afd., hvor de heller ikke kunne finde nogle fysiske årsager, og lægen luftede at det kunne være noget psykisk. Jeg blev derfor sendt hjem og fik besked på at kontakte egen læge efter jul og nytår. Ind i mellem havde jeg fine perioder; når der var mennesker og snak, var jeg ret afslappet.

Lægen blev kontaktet (heldigvis en ny) og han og jeg fandt sammen frem til at det var panikangst. Jeg kom til psykolog, som ikke hjalp et hak og kom i behandling med Cipralex - dette med god virkning.

Min angst havde dog mere ændret sig til noget generelt. Jeg var bange for alle mulige små, latterlige ting, fx:"Ã…h nej, hvad nu hvis min mor dør? Hvad gør jeg så?" "Hvad nu hvis jeg 'kommer til' at køre i grøften?" "Hvad nu hvis dit og dat". Her var der ikke de store fysiske reaktioner, som første gang.

Jeg sov først hjemme igen i februar, kun en enkelt nat og ikke alene. Kunne slet ikke holde ud, at være der alene.

Tog pillerne og gik til psykolog frem til november 09, hvor jeg følte at det gik rigtig godt, så det måtte jo være fordi, at jeg ikke havde brug for det mere (not). I perioden med med. var jeg faktisk symptomfri. Siden har jeg været med. fri, men med efterhånden mange og mere markante symptomer - hjertebanken, kvalme og sådan. Jeg har netop mailet til min læge, om vi kan tage en snak om, om jeg kan starte Cipralex op igen. Jeg er dog i tvivl - mange siger jo at medicin ikke gør godt for noget?

Et uddrag af mine angste tanker:

"Min bedstemor begik selvmord. Gør jeg også det en dag?"

"Hvad nu hvis jeg kommer til at skade barnet, når vi er alene hjemme?"

"Kommer jeg til at slå min kæreste ihjel, når vi er alene, langt væk fra alle andre?"

"Kommer jeg til at blive alkoholiker som min far, moster, onkel?"

"Hvad hvis min kæreste gik? Jeg kan ikke være alene."

Sådan går det bare derudaf - derudover, er jeg stadig enormt bange for, at være alene med mit barn. Det er invaliderende!!!

I denne tid med angst, har jeg alligevel formået at få ny kæreste (13 mdr siden), flytte sammen, få nyt job osv. Så udadtil kører mit liv meget godt, men indeni er det stadig i kage!

Jeg har det bedst, når der sker noget omkring mig - ja, jeg er stor tilhænger af at flygte for angsten. Så samvær med familie og venner, tv, spil og computer er mit dope. Savner engang, hvor jeg rent faktisk kunne holde ud, at være alene med mig selv og mine tanker, uden at være bange.

Det blev langt. Tak, hvis du kom hele vejen igennem!

Kommentarer modtages meget gerne!

Vil gerne være anonym, så det er derfor, at jeg ikke kalder mit barn ved navn og køn. :)

Besvar