Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Sygdomsangst (Hypokondri) er angsten for at fejle en livstruende sygdom.
lillemig
Indlæg: 9
Tilmeldt: 10 nov 2009 09:45
Geografisk sted: DK ;0)

Hej

Indlæg af lillemig » 10 nov 2009 09:56

Kender det kun alt for godt. Jeg har lidt af sygdoms/døds angst siden 2002, det er så frygteligt :cry:

ANGSTPATIENT
Indlæg: 2
Tilmeldt: 10 jun 2010 18:38

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af ANGSTPATIENT » 10 jun 2010 18:50

JEG ER 37 ÅR OG HAR HAFT ANGST SIDEN JEG VAR 15 ÅR. DET STARTEDE MED HJERTEBANKEN SOM INGEN TOG ALVORLIGT OG DERFOR TROEDE JEG AT JEG HAVDE EN DØDELIG HJERTEFEJL. DA JEG BLEV 17 ÅR SKIFTEDE FAMILIEN LÆGE OG ENDELIG HER BLEV JEG TAGET ALVORLIGT, BLEV SENDT PÅ SYGEHUSET OG FIK AFVIDE JEG IKKE FEJLEDE NOGET GLEMMER ALDRIG DA DEN GAMLE OVERLÆGE SAGDE TIL MIG AT JEG NOK BARE VAR FORELSKET SÅ DET HJALP HELLER IKKE. SOM 21 ÅRIG TOG JEG TIL EN NY LÆGE BLEV HENVIST ATTER ENGANG TIL SYGEHUS SOM SAGDE ALT OK OG DEREFTER TIL HJERTESPECIALIST OG FIK EN BÅNDOPTAGER PÅ HJERTET DEN VISTE DESVÆRRE INGEN UDSLAG MENS JEG HAVDE DEN PÅ SÅ ALT OK DER OGSÅ MEN VAR IKKE OVERBEVIST FOR DEN HAVDE JO IKKE FANGET DE EKSTRA SLAG MIT HJERTE GAV OG HELLER IKKE NÅR DET LØB LØBSK SÅ DET HJALP HELLER IKKE. FOR ET ÅR SIDEN MÆRKEDE JEG SÅ PANIKANGSTEN FOR FØRSTE GANG OG NEJ HVOR SKRÆMMENDE HAVDE HELE REGISTRET MED HJERTEBANKEN, KVÆLNINGSFORNEMMELSE, HØJ PULS, KVALME OG SVIMMEL, MIN MAND VAR HELDIGVIS HJEMME OG DAGEN EFTER TIL LÆGE DET ENDNU ENGANG GIK OG TIL HJERTESPECIALIST ENDNU ENGANG MED BÅNDOPTAGER ENDNU ENGANG OG SAMME SVAR SOM FOR 14 ÅR SIDEN ALT OK.... VI TROR DU ER PSYKISK SYG OG JUBBIII TÆNK AT BLIVE GLAD FOR AT FÅ DEN DIAGNOSE. HAR IDAG FÅET CITALOPRAM OG ET NYT LIV FOR FØRSTE GANG ER JEG GLAD FOR AT LEVE. JEG ER STADIG ANGST NÅR MIG HJERTE LØBER FRA MIG OG TROR STADIG HVER GANG JEG SKAL DØ, DET ØDELÆGGER STADIG FLERE DAGE EFTER SÅDAN ET ANFALD MEN DER ER BLEVET LÆNGERE MELLEM ANFALDENE. SAMTIDIG ER JEG ÅBEN OM MIN SYGDOM TIL VENNER, FAMILIE OG KOLLEGER OG JEG SKAMMER MIG IKKE DERIMOD ER LIVET BLEVET LETTERE FORDI MAN IKKE SKAL GÅ OG SKJULE SANDHEDEN. HÅBER MIN HISTORIE KAN HJÆLPE ANDRE, OM IKKE ANDET ER DU VELKOMMEN TIL AT SKRIVE TIL MIG FOR JEG VED HVORDAN DU HAR DET OG JEG VED TINGENE KAN BLIVE BEDRE UANSET HVAD.... KNUS PÅ VEJEN FRA MIG TIL JER :D

Nette72
Indlæg: 101
Tilmeldt: 20 aug 2010 18:29

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af Nette72 » 20 aug 2010 19:18

Jeg er 38 år, har mand og to dejlige børn. Jeg har altid gået og bekymret mig om sygdom, og slået op i diverse bøger. Min far fik engang af vide af vores læge, at jeg skulle smide de bøger ud. :D Men selvom jeg har været fokuseret meget på sygdom om min krop, så har det aldrig sådan påvirket mig, som det så gør idag.

Da jeg fik mit barn nr. 2 (ved begge graviditeter var jeg bange for at dø, men det fyldte ikke, kun min glæde) begyndte jeg at vågne om natten og føle, at jeg ikke kunne trække vejret ordentlig. Jeg tog en snak med min læge, men fik ikke nogen ordentlig besked, så jeg endte med at leve med det, det skete heller ikke så tit.

Jeg har altid haft et utrolig godt forhold til mig far, så jeg tydede altid til ham med hvad jeg end havde af bekymringer, som han så talte igennem med mig.

Så i 2009 blev min far syg. Han fik på et halvt år 5 forskellige diagnoser (nr. 4, at det blot var en depression), og nr. 5 slog ham så ihjel. Det viste sig, at han havde en sjælden sygdom, som endnu ikke rigtig er kommet til Danmark. På verdensplan er der vist 2-3000 som har den - Amyloidose. Men vi fik beskeden, at han havde et sted mellem 14 dage og et halvt år tilbage at leve i. Og han fik så 3 uger.

Et par dage efter begravelsen fik jeg så mit første virkelig anfald - der har ikke været et så slemt siden, heldigvis. Jeg var på vej til arbejde og sad i bussen. Der var ingenting galt, jeg havde det fint, og sad og læste. Da jeg stiger ud af bussen mærker jeg pludselig som om, at det hele sortner, jeg går over mod stationen og op af trapperne, men kan se, at de ligesom danser for mig. På perronen kan jeg pludselig ikke mærke hele min højre side, og jeg må bruge venstre arm til at få fat i højre. Jeg tænker straks blodprop, og får en til at ringe efter ambulancen. I ambulancen kaster jeg op til trods for, at jeg ikke har fået noget at spise. På hospitalet vil de hele tiden have mig til at sidde lige op, men jeg falder hele tiden ned til højre side, og jeg ønsker bare at få lov at sove. Jeg kaster op i et par dage. Dagen efter mit ildebefindende bliver jeg blot sendt hjem uden nogen diagnose, og det skræmmer mig. Jeg kontakter min læge som blot informere mig i telefonen, at jeg NOK har fået virus på balancenerven, og at det vil tage nogle dage at komme over det. Jeg er hjemme fra jobbet i en måned. Efter en uge kan jeg gå rundt, dog stadig meget svimmel. Da jeg startede op på jobbet igen gik det faktisk hurtigt over og jeg kom godt igang igen. Jeg var stadig svimmel når jeg lagde mig i seng om aftenen, og i den måned jeg var hjemme, var jeg til behandling hos min ørelæge for virus på balancenerven, hvor han drejede mig rundt og foretog prøver. Han var dog i tvivl om det vitterlig var virus på balancenerven. Han fik sågar puttet en blodprop-tanke i hovedet på mig.

Der gik nogle måneder, så var jeg gennem mit arbejde hos psykolog, som hjalp mig gennem sorgen over min far. Hun hjalp mig, og jeg kom lidt videre.

Men så i april i år fik jeg et lille ildebefindende, følte at min puls var på vej ud af kroppen, og jeg svedte over det hele. Det gik væk efter en halv time, men dermed startede min angst for alvor op. Siden har det været ned af bakke. Jeg føler hele tiden en symptom, og i lang tid tænkte jeg meget over det. I starten var det især mit bryst, og alt var i højre side - hvor mit ildebefindende også havde siddet, så det gav virkelig grobund for tanker. Mit ben, hvor et modermærke sidder, har også givet en del smerter og tanker. Efterhånden har jeg forsøgt at fortælle mig selv, at hvis der VIRKELIG var noget galt, så ville symptomerne være der hele tiden, og ikke bare forny sig. Men det er svært at holde fast i den tanke. Jeg har dog to symptomer, som bare ikke vil gå væk, og det er den flimmer, som er for mit højre øje, samt den tone jeg har fået inde i ørene. Jeg kan ved at slappe en del af få tonen til at sænke sig, men den vil ikke rigtig gå væk. Og når jeg er helt oppe og køre, så bliver den kraftig. Mit flimre er der bare hele tiden. Ingen rigtig forskel på den. Men jeg formoder, at flimrer er ligesom tics, efter noget tid forsvinder det, man skal bare være tålmodig. Men det er svært.

Det er i det hele taget et helvede, at have det sådan, og nu er min mand så også stået af. Han gider ikke høre på det mere, når han ved, at det bare er noget inde i mit hovedet. Og han har ret, men for fanden, jeg har jo stadig brug for at snakke med nogen om det. Så jeg føler mig lidt alene med det. :-(

I september starter jeg så på et hold for sygdomsangste på Ringsted Sygehus, og det ser jeg frem til. Det er min læge, som har tilmeldt mig. Så håber jeg, at det kan hjælpe mig. Og ellers er næste skridt, min psykolog igen.

majbritt71

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af majbritt71 » 20 aug 2010 20:42

Hej Nette72.

Jeg har sendt en hilsen til dig i PB. :-)

knirke
Indlæg: 37
Tilmeldt: 02 nov 2010 16:51

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af knirke » 08 nov 2010 08:34

Hej Nette72

Ganske kort... Jeg er 43 med to mindre børn, gift. Min far døde i 2006 efter et 5-ugers meget grimt ophold på sygehus med feljdiagnosticering m.v. . I 2009 fik jeg et stressanfald (eller måske var det allerede angst på det tidspunkt). Jeg troede det var mit kredsløb det var galt med - kom på hjerte lunge klinik og fik det afvist. Efterfølgende fandt jeg en knude i brystet som viste sig at være harmløst knudret brystvæv - men det troede jeg selvfølgelig ikke på. Min fars fejlbehandling samt andre lignende episoder i omgangskredsen gjorde at jeg ikke stolede på undersøgelsen. Jeg havde samtidig lidt smerter og kriblende fornemmelse i brystet og var sikker på jeg var dødsyg. Jeg fik lov at få et ekstra check - der viste det samme. På daværende tidspunkt var jeg så dødsangst at jeg næsten ikke kunne fungere. Ved hjælp af en alternativ terapeaut blev jeg overbevist om at jeg intet fejler i brystet.
Min krop fortsætter dog med at stresse og mine gamle gener fra nakke og øvre ryg tiltager. Jeg bestemmer mig for at gøre noget aktivt (træning hos specialist) for at undgå at det bliver værre. Jeg døjer med føleforstyrrelser, svimmelhed, smerter og træningen gør det faktisk bare værre. Jeg betaler selv for en scanning af nakken og ganske rigtigt er der nervetryk som kan forklre en del af generne. (min læge har hele vejen igennem været ret afvisende overfor disse gener)
Neurokirugen på privathospitalet synes min læge bør sende mig til en neurolog - han synes ikke jeg skal betale mere selv...

Det er nu langt om længe lykkedes mig at få en henvisning til en neurolog på torsdag. Jeg har selv en idé om at jeg har et sted i rygsøjlen imellem skulderbladene hvor der også er nervetryk - måske endda rygmarvspåvirkning da jeg har så mange føleforstyrrelser og muskelspændinger jeg er ved at blive tosset! Er hunderæd for måske at skulle opereres i ryggen....

Jeg vågner nu med angst hver morgen - føler mig helt gennemsyret af den og synes det er udmattende bare at børste tænder på et barn..... Jeg går stadig hos den alternative terapeaut der siger at jeg har nået bunden og det er først når man holder op med at stritte imod og tillader sig selv at mærke hvordan angsten føles i kroppen at man kan komme den anden vej igen....

Har iøvrigt været til psykolog også men bliver træt af bare at tale om det - der skal noget andet til - kan godt mærke det skal ud fysisk også - men det er MEGET svært at flytte angsten fra hovedet og ned i kroppen og mærke den - det har taget lang tid at komme dertil og det er stadig meget svært - det smutter hele tiden op i hovedet igen. Fik en en periode en lille dosis Tolmin (antidepressiva) for at kunne sove - det hjalp. Men det hjalp ikke på min angst - så jeg er trappet ud igen.

Men - det kan anbefales at finde en terapeaut der arbejder på den måde - men man skal være klar til at tage rutcheturen!

Læs evt. bogen "Væk tigeren" af Peter A. Levine

Insaneio
Indlæg: 2
Tilmeldt: 10 feb 2011 17:30

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af Insaneio » 10 feb 2011 17:52

Hej

Jeg er en tøs på 26 og vil lige prøve at høre hvad i syntes jeg skulle gøre eller om i har prøvet det selv.

Jeg bor alene og læser hjemme, så kommer ikke så meget ud, fordi jeg virkelig ikke har lyst.

Jeg har siden jeg var 16 troet/frygtet at jeg havde aids, men fik en test for 6 mdr siden og det havde jeg så ikke heldigvis. Men det har så gjort at jeg har vendt det om og at jeg nu tror alt kan give mig aids.

Problemet er at jeg slet ikke kan passe min skole. Fordi HVER dag er jeg plaget af totalt sygdoms angst. Jeg tror ikke jeg fejler noget, men tror at alt omkring mig kan smitte mig med AIDS. Bare at skrive ordet aids gør at jeg har lyst til at slette det igen, fordi jeg føler det er bad luck og vil tiltrække det ind i mit liv.

Nå, nu vovser jeg pelsen og lader det stå, fordi jeg ved det er noget pjat, men det plager mig virkeligt. Puha.. Får helt hjertebanken. Jeg ved det er totalt sindsygt og kan godt forså, hvis man sidder derude og læser dette og tænker. OMG sindsyge person. Og ja. Ud over det, så hver eneste dag skifter jeg tøj

ihvertfald 3 gange og går i bad inden jeg skrifter tøjet. Jeg er ved at blive sindsyg af det. Problemet er at når jeg går ud og ser noget som ligner blod på jorden eller andre steder, kan jeg ik huske om jeg har rørt det eller gået i nærheden af det, og ja det ved jeg jeg ik har, men bliver virkelig bange for at jeg har og

det er komme på mig tøj og mig. SÅ PANIK hjem og skift tøj. Bor I en opgang og en dag jeg kom hjem, så nede ved hoveddøren havde en eller anden puttet lidt blod på RIGTIG BLOD: OMG jeg nærmede mig ikke den dør i flere måneder. Brugte bagdøren. Mine gæster måtte ikke gå ind af den dør for var sikker på hele

min lejlighed ville blive fyldt med aidsblod. JA jeg ved godt det er fuldstændigt vanvittig, men det styrer virkeligt mig liv. Og jeg kan næsten aldrig vaske tøj, fordi vi har fælles vaskeri og når mig tøj er vasket må det ik røre det ude på vaskemaskinen, da jeg føler det bliver inficeret og jeg dermed bliver smittet. Jeg

stresser vildt når jeg skal vaske tøj, hvilket jeg altid skal da jeg aldrig har tøj. Smider også tit mine sko ud, da jeg føler eller tror jeg har trådt i noget der ligner blod. Jeg er klar over hvordan det lyder og jeg fremstiller mig selv som en virkelig underligt person, og ja jeg syntes det samme, jeg ved bare ikke

hvordan jeg skal komme videre, jeg kan ik andet end at tænke på at vaske mit tøj, så jeg har nok til "imorgen" hele tiden. Hele dagen har jeg stresset over at skulle vaske tøj og besluttede mig for at gøre det i morgen, fordi det er for hårdt. Føler bare jeg bliver inficeret hvis jeg rør det vaskeri og den hoveddør alle

bruger. Udover det så har jeg aldrig lyst til at stå op om morgenne og det eneste jeg vil er at ligge på sofaen fra morgen til aften. HVer dag. Har ingen lyst til at ses med folk eller at komme ud. Desuden hver gang jeg går ud, får jeg også den vildeste traumeoplevelse fordi jeg altid ser noget der ligner blod og kan

nogle gange slet ikke mærke min krop, når jeg ser sådan noget. Hver dag græder jeg hysterisk og er meget bange fordi jeg har være udsat for at have trådt eller set noget der lignede blod. Har ikke blod forbi på den måde, men på den måde at jeg tror det inficere mig med aids. Der er intet, der kan tale mig til

fornuft ikke engang realitet og almen viden omkring at det self ikke er så farligt som jeg tror og ved det ikke er, men jeg kan ik styre min vilde angst altså. Har ikke lyst til at tale om det til en jeg ikke kender og ved det er dybt latterligt for hvordan kan jeg regne med at blive rask så? Ved ikke hvad jeg skal gøre.

Har det ad h------ til. Ved jeg er nødt til at snakke med en om det. Ved i om der evt. er nogen man kan tale om det som ikke koster noget? Jeg har ingen penge. Bor ude på en SU. Jeg har ingen penge.

Håber at høre fra nogen og om hvordan i syntes det lyder og hvad i tænker. Tak :)

sofielund26
Indlæg: 1
Tilmeldt: 04 apr 2009 16:55

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af sofielund26 » 28 apr 2011 13:58

Kære Insaneio

Min sygdomsagnst startede præcis sådan som du har det nu...

Da jeg var ca. 7 år, var jeg inde på strøget med min mor - pludselig skulle jeg bare tisse. Jeg gik ind på toilet hvor der lå kanyler overalt. Da jeg kom ud fortalte jeg det til min mor - som sagde "nu har du vel ikke pillet dig i næsen"? :) det svarede jeg nej til, på trods af at jeg havde gjort det. "Godt" sagde hun - "det kan man nemlig få Aids af"... Og så var jeg ellers ramt og har været det siden...

Fra jeg var ca. 7-13 år, var jeg så panisk angst for Aids, at jeg vaskede hænder konstant, de var helt hudlløse til tider.. Derudover måtte folk ikke sidde på min seng med tøj på, for man vidste jo aldrig hvor de havde været.. Hvis mit hår havde rørt jorden, gik jeg direkte hjem og vaskede det.. Hvis folk rørte ved min kop eller mit bestik, skulle det også vaskes.. Jeg rørte aldrig dørhåndtag offentlige steder og kunne ikke gå på toilet, hvis ikke toiletbrættet var sprittet af.

Så kom der en tid hvor jeg glemte det - men da jeg var 16 år blussede det op igen, i forbindelse med en tv-udsendelse, jeg så, om en ung bøsse der var Hiv-smittet.. Denne gang havde jeg tilegnet mig så meget viden at jeg godt var klar over at det kun smittede ved seksuelt samkvem. Men jeg var overbevist om at min kæreste havde smittet mig. Jeg lå søvnløs og græd rigtig mange nætter- hverdagen handlede ikke om andet en mine sygdomstanker. Jeg turde ikke gå til lægen, for jeg var overbevist om at jeg så ville få min dødsdom. Jeg var fokuseret på ALLE (normale) kropslige symptomer og googlede dem - hvortil der hver gang stod at det i sjældne tilfælde KUNNE være Hiv-relateret (hvilket næsten alle symptomer er, idet Hiv jo svækker immunforsvaret)
Efter en del samtaler med min læge lykkedes det mig dog at "glemme" tankerne lidt igen..

Da jeg var 21 blev jeg fra den ene dag til den anden ramt af panikangst - første gang var det så voldsomt at jeg ringede 112, idet jeg troede at jeg var ramt ef et hjertetilfælde... Panikangstanfaldende optrådte i den periode hver dag.. Jeg gik til min læge som undersøgte mig og konstaterede at der ikke var noget fysisk galt. Men jeg kunne ikke få det til at passe at min psyke kunne udløse så voldsomme fysiske symptomer - og vupti, så var min Aids-angst vendt tilbage...

Der går ikke én dag uden jeg tænker på det - eller lige skal mærke om mine lymfekirtler er hævede (hvilket har resulteret i at de kronisk ER hævede). Min familie og mine venner er efterhånden ved at være godt trætte af at jeg ringer i tide og utide med mine (for dem) -mærkelige tanker. Jeg kan samtlige symptomer på Hiv og har altid mindst ét af dem, derfor får jeg aldrig fred i sindet. Det er enormt opslidende og energikrævende, for mig og mine omgivelser :(
Min fornuft kan sagtens se at jeg er helt ude i skoven - men det ender desværre som regel med at mine tanker tager over og går helt i selvsving.

Min kæreste er blevet testet negativ for en måneds tid siden - men var ved lægen med noget andet (i de nedre regioner) i dag, hvor han blev testet for ALT, deriblandt hiv igen, fordi der var nogle lægestuderende til stede, som gerne ville have erfaring indenfor området (og selvfølgelig fortalte han mig om det:(). Min fornuft siger mig at han selvfølgelig ikke har noget, når han lige er blevet testet negativ. Men alligevel kredser mine tanker ikke om andet.

Så jeg ved hvordan du har det :(
Det er FRYGTELIGT og enormt hæmmende at leve med sygdomsangst og jeg ønsker det ikke for min værste fjende.

Jeg har selv en ven der hiv-smittet (fra fødslen). Jeg har i den forbindelse været til nogle møder på sygehuset. Måske kan det berolige dig lidt at få at vide at blod fra en Hiv-smittet IKKE smitter når det har været i kontakt med ilt. AL hiv-vira dør, SÅ snart det kommer i kontakt med ilt. D.v.s. at for at blive smittet SKAL du GNIDE et åbent sår mod et åbent sår (du kan altså ikke blive smittet fordi der ligger noget blod på jorden der kunne stamme fra en hiv-smittet). Man kan også blive smittet hvis man stikker sig på en kanyle, fra en hiv-smittet (som KUN kan smitte fordi at der er ilttomt). Eller ved seksuel kontakt, hvor begge skal have et sår eller en sprække. Derudover er Hiv ét af de MINDST aggresive viraer der findes. så SELVOM du skulle komme til at gøre en af de ovenstående ting - er det ikke sikkert at du bliver smittet alligevel.

Måske ved du dét allerede :) - og jeg er godt klar over at fornuften for en sygdomsangst person som regel ikke vinder over tankerne. Gør de i hvert fald i mit tilfælde - men måske det kan berolige dig lidt :)

Kærlig hilsen Sofie

Louise78
Indlæg: 2
Tilmeldt: 21 dec 2011 01:31

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af Louise78 » 21 dec 2011 01:58

Hej alle sammen.

Jeg er en kvinde på 33 år som også lider ad sygdomsangst.

Når jeg læser jeres indlæg er det ligesom at se min egen historie på skrift.
Angsten er der altid men den er for mig meget slem i perioder.
Min angst startede da jeg læste en artikel omkring en ung pige (for nok 8 år siden) der var blevet smittet med HIV ved ubeskyttet sex. Fra den dag var jeg overbevist om jeg også havde HIV. Jeg læste alt om symtomer, og kunne videreføre dem alle til mig selv.
Jeg turde ikke have sex med min kæreste længere (vi havde på dette tidspunkt været sammen omkring 2,5 år) uden kondom, tænk nu hvis jeg smittede ham.
Han er dog blevet testet 2 gange og der var ikke noget.
I dag tænker jeg ikke så meget på HIV men mere på alle mulige andre sygdomme, jeg har godt nok fejlet meget forskelligt.
Jeg bruger rigtig meget tid på at læse om sygdomme og forskellige symtomer, og hvis jeg lige har ondt et eller andet sted skal det da lige googles.
Min hjerne står aldrig stille (slapper ikke af) der er hele tiden en lille del af den der overvejer hvad mon jeg fejler, hvorfor har jeg ondt der, jeg blev ikke undersøgt godt nok. Jeg døjer altid med ondt et eller andet sted.
Jeg har aldrig modtaget hjælp for dette, har holdt det for mig selv - syntes det er lidt flovt.
Jeg arbejder kraftigt på at samle mod til at få hjælp!!! for er det sådan her jeg gerne vil leve mit liv NEJ!!!
Det er en trøst at læse alle jeres beretninger, så føler jeg mig ikke så alene.

Er jeg den eneste der isolere mig? jeg har ikke rigtig lyst til at gå ud, det at være sammen med andre virker som hårdt arbejde.

I andre der er i behandling - har i fået det bedre, og hvilken behandling har virket for jer.

Mange hilsner og tanker fra Louise.

Soev
Indlæg: 1
Tilmeldt: 03 jan 2012 23:15

Re: Vil du dele din historie om sygdomsangst med andre?

Indlæg af Soev » 04 jan 2012 00:02

Hej. Jeg er en fyr på 22 år og lider af angst.

Det hele startede for 2 år siden, hvor jeg lige var gået fra min kæreste gennem 3,5 år og flyttet til et nyt sted.
Jeg havde det generelt dårligt med mig selv, da jeg havde skyldfølelse over den måde jeg gik fra hende på.
Jeg brugte meget af min energi på at feste for at få tankerne væk fra det hele og fandt hurtigt en ny kæreste, men efter
et skænderi med hende, som resulterede i at jeg tog over til nogle venner og festede gav min krop op.

Da jeg vågnede om morgenen havde jeg det dårligere end normalt og lige pludselig blev jeg meget svimmel og min krop begyndte at sitre.
Jeg havde ingen kontrol over rystelserne og fik skiftevis sved- og koldture samtidig med at mit hjerte galoperede afsted. Sådan lå jeg i 10 min. og tænkte
at jeg nu skulle dø og skænkede min familie en sidste tanke. Det gik dog over, selvom jeg var mærket af det flere dage efter, hvor jeg lige pludselig blev ramt
af svimmelhed.

I tiden derefter blev jeg gode venner med min kæreste igen og stoppede med de vilde fester og jeg mærkede ikke mere til det i et par måneder, men pludselig
begyndte der at ske ting med mig, der aldrig var hændt mig før. Flere gange vågnede jeg ved at jeg lå og skreg om natten, jeg fik svært ved at falde i søvn og begyndte at få vejrtrækningsproblemer samt ondt i hjertet. Jeg blev indlagt på sygehuset og de testede mig frem og tilbage, men fandt ikke noget og mente at det måtte være stress.

Efter denne udmelding blev jeg mere rolig og det næste halve års tid mærkede jeg ikke meget mere til det andet end nogle få gange.
Mit forhold til min kæreste var dog begyndt at halte og vi endte med at slå op og ca. en uge efter døde en af mine venner pludselig af
en hjerneblødning pga. en medfødt fejl. Nu begyndte helvedet. Jeg fik mit første rigtige angstanfald samme dag, som min ven døde.
Dette var hyperventilation og stikken i brystet. Jeg var til lægen ugentligt i den følgende tid, men hun tog mig ikke seriøst. Efter en måned
med stikken i hjertet og angstanfald, hvor jeg var overbevist om, at jeg var blevet ramt af hjerteanfald, kunne det ikke længere blive ved.
Jeg kontaktede en psykolog, der hurtigt fik mig til at indse at det var angst jeg led af. Allerede efter den første konsultation fik jeg det meget bedre
og efter 3 konsultationer fandt vi ud af at jeg kunne stå på egne ben igen.

Perioden herefter var dog blandet, da jeg hurtigt blev ramt af en virus i halsen og denne varede i 3 måneders tid, hvor jeg til sidst ikke følte at jeg
kunne få vejret og at min hals var snøret helt sammen. Jeg tænkte dog at virussen selv var væk, men at min angst for at det var noget mere alvorligt
forlængede perioden. Jeg begyndte dog at motionere en hel del og træne og lige pludselig var der ikke flere gener med halsen.

Tiden herefter var problemfri i nogle måneder indtil jeg begyndte at få hovedpine. Det virkede som om at hver gang, jeg var kommet over noget, begyndte der noget nyt et andet sted i kroppen. Jeg følte ikke angst for min hovedpine og så længe jeg holdt min motion ved lige og ikke drak for meget alkohol mærkede jeg
næsten ikke noget til den. Jeg tænkte at det nok var en spændingshovedpine, da mit studie kræver at jeg sidder meget og læser, og at jeg både arbejder ved en
computerskærm med mit arbejde og med universitetet. Hovedpinen forsvandt efterhånden, men et par måneder efter skulle det igen igen gå galt.

Jeg var under meget pres med arbejde og eksamener og festede nok lidt for ofte i forhold til den stressende periode, jeg var i. Pludselig da jeg gik på strøget blev jeg ramt af en enorm svimmelhed, så jeg blev nødt til at tage hjem. Jeg tænkte det nok ville gå over om et par dage, hvis jeg lige fik lov til at slappe af, men det gjorde det ikke. Den blev ved og jeg ringede til lægen, der lavede nogle test, men der var intet i vejen med balancen. Jeg overvejede at ringe til min psykolog igen, men tænkte jeg nok kunne overkomme den hvis jeg motionerede og holdt mig sund, det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. Der gik et halvt år, hvor
jeg hverken kunne gå til forelæsninger, se mine venner eller lave sociale aktiviteter, da jeg følte jeg var ved at falde bare jeg skulle ned og købe ind. Efterhånden
begyndte hovedpinen også at melde sig på banen igen og med den kom også synsforstyrrelser, trykken for brystet, hyperventilation, og her står jeg så i dag.

Jeg har taget kontakt med min psykolog igen og vi er begyndt at eliminere de ting, der måtte forstærke disse symptomer, men jeg har i de sidste 6 uger haft daglige angstanfald, hvor jeg tror jeg får en hjerneblødning pga. hovedpinen og svimmelheden. Jeg har svært ved at tage kontakt til min læge, da jeg har en
så lang historie med angst og er blevet tjekket for så mange forskellige ting, men jeg føler ikke at jeg kan overkomme det før mit hoved er blevet scannet
og jeg har fået bekræftet at det ikke er en svulst el. lign. Selvfølgelig ved jeg at det højst sandsynligt er angst, men der er stadig noget i mig, der mistænker
noget værre. Problemet er bare at hvis jeg får afkræftet at det er en svulst, vil jeg sikkert begynde at få vrøvl andre steder i kroppen. Mine forhold til mine
venner er begyndt at krakelere, da jeg hele tiden finder på undskyldninger om at jeg fejler noget, jeg halter hele tiden bagud i skolen og jeg har mistet mit
arbejde.

Besvar