Seperationsangst?

Angst for fx at bruge elevator eller flyve.
Besvar
Amsn91
Indlæg: 4
Tilmeldt: 06 okt 2010 12:31

Seperationsangst?

Indlæg af Amsn91 » 06 okt 2010 17:03

Jeg lider af angst. I mange år har jeg lidt af angst overfor at være ude, og dette specielt i sove-situationer. I starten (af det jeg kan huske) kaldte vi det bare for hjemve og det ville gå over. Det er lidt over 10 år siden nu. Jeg er 19 og kæmper stadig med at være i situationer hvor jeg skal sove ude/være væk hjemmefra. Her kommer min selvdiagnose så: Jeg har seperationsangst.

Men mit problem er at jeg ikke kender andre på min alder der lider af det samme, med samme symptomer etc. Jeg vil gerne flytte hjemmefra sammen med min kæreste, som der kender mit problem. Hun bor i københavn og jeg på fyn. Det er ikke mega langt væk, men det er langt nok. Én lørdag bestemte vi os for at nu skulle det være. NU flyttede jeg til København. Jeg kan ikke huske bilturen derover, efter vi havde hentet mine ting på Fyn. Jeg røg ind og ud af panikanfald, spasmer, svedeture, kvalme etc. Og da jeg så endelig ankom, græd jeg indtil jeg rystede og var tæt på at gå i endnu et anfald. Efter en uge, rejste jeg hjem igen. Mange af mine ting står stadig i københavn, men jeg kan ikke få mig selv til at flytte. Nu er bare tanken om at skulle flytte 500m ned af gaden nok til at jeg stivner, får kvalme og er ved at græde. Jeg vil gerne snakke med min læge om det, men ved ikke hvad jeg kan kræve. Jeg har ikke råd til psykologhjælp og det har min mor heller ikke. Et godt råd jeg fik var at spørge ens læge om henvisning til en speciallæge i psykologi da det så vil gå igennem staten. Men det lyder bare voldsomt at skulle ud på psykiatrisk hver gang man skal til samtale, især når det jo bare er 'hjemve'. Mange gange når man nævner seperationsangst rynker mange på næsen. for det er jo kun 'noget børn får.'

Men min ekstreme hjemve plager mig til den grad at jeg tænker på den dagligt. Unge mennesker vil gerne hjemmefra og prøve kræfter med verdenen, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke få mig selv til det. Hvad hvis jeg tager afsted, får en lejlighed og så fortsætter lørdagen da jeg skulle til København bare der?

Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har før taget Apozepam for at kunne doope mig selv igennem nætterne på lejrskoler og ferier, men jeg tør næsten ikke bede lægen om at give mig det så jeg kan flytte.


Hvad skal jeg gøre? og er der andre herinde som kender denne angst?

store suk,
Anja.

Brugeravatar
Liza admin
Indlæg: 49
Tilmeldt: 08 maj 2010 23:55
Geografisk sted: København
Kontakt:

Re: Seperationsangst?

Indlæg af Liza admin » 15 okt 2010 14:05

Hej Anja.
De angstreaktioner du beskriver især omkring turen til København ER abnorme - derfor kender du heller ikke andre, der har det ligesom dig. Det betyder, at du ikke blot har brug for professionel hjælp, men også at det er meget vigtigt, at du får hjælp så hurtigt som muligt for at angsten ikke skal videreudvikle sig.

For langt de fleste af os med angst begynder angsten i barndommen og alle tror og håber på, at man vokser sig fra det. Det er der sikkert også mange, der gør, men for de af os, der ikke er så heldige og som i stedet bliver mere og mere begrænsede i vores livsudfoldelse er behandling drønvigtig!

Jeg vil i første omgang anbefale dig at downloade (og læse) pjecen "Børn og unge kan også have angst" - se http://www.angstforeningen.dk/index.php?page=pjecer. Lad også meget gerne dine forældre læse den og tag den evt. med til din læge.

Desværre er systemet så bunduretfærdigt indrettet, at man skal have depression for at man kan få en henvisning fra lægen til en psykolog. Alle kan dog få en henvisning til en psykiater og heldigvis er nogle af dem også trænet i at behandle angste ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi. Spørg lægen om han/hun kender til sådanne psykiatere. Ellers må I selv undersøge sagen ved at ringe til de forskellige psykiatere og spørge til, om behandlingen omfatter denne terapiform. Vær opmærksom på, at det kan være, at du også kan blive nødt til at skulle tage medicin for at komme angsten til livs.

De fleste speciallæger i psykiatri har en privat praksis ligesom den almindelige læge, så bare rolig, der er altså ikke noget med, at du skal møde op på en gak-gak-anstalt og låses ind af fem tunge døre af store mænd i hvide kitler - eller hvad det nu er, du mener med "ud på psykiatrisk" :)

Der findes en forening af kognitive behandlere (http://www.sakt.dk) og på Fyn ser jeg, at der findes en cand.med. altså en, der er uddannet læge, hvilket betyder, at du måske også kan få en henvisning til ham mhp. terapi og evt. medicin.
Svend Thordsen
Cand.med.
Østerbrogade 33, st.
5600 Faaborg
Tlf: 62 61 02 05

PS: For mig lyder det i øvrigt i højere grad som om, det du lider af er agorafobi og ikke seperationsangst. Prøv at læse om agorafobi her i forummet eller læs artiklen her: http://www.angstforeningen.dk/index.php?page=agorafobi - jeg vil tro, at du kan genkende meget af det, der står, og at det derfor kan være dig en hjælp.
Mange venlige hilsner
Liza

Amsn91
Indlæg: 4
Tilmeldt: 06 okt 2010 12:31

Re: Seperationsangst?

Indlæg af Amsn91 » 24 nov 2010 23:40

Tusind tak, Liza. Dit indlæg har hjulpet mig meget.

Jeg kæmper stadig meget med min angst og her op til vinter føler jeg lidt at det hele er begyndt at blive værre.
jeg har fået snakket med min læge om hvordan jeg har det, men er desværre kun blevet vist videre til endnu en psykolog. Da jeg sidst var hos lægen spurgte han også om jeg havde fået kontaktet pågældende psykolog, men uden økonomi til det, sidder jeg i saksen.

Jeg vil prøve at kontakte ham cand. med. og se om jeg ikke kan komme i behandling da jeg føler det er begyndt at eskalere, hvilket ikke er noget jeg ønsker.

Lige for tiden arbejder jeg også i at flytte hjemmefra og få uddannelse og begge dele bygger kun ovenpå de negative tanker jeg er begyndt at have, dagligt. Jeg vil ikke være alene og prøver at underholde mig selv konstant, men det er blevet sværere og sværere for mig at nyde noget af det jeg gør og i det hele taget fokuserer på det, da jeg hele tiden bliver mindet om min angst.

Men tusind tak for hjælpen igen, Liza. Jeg krydser for at det vil blive bedre. Snart. :)

Besvar